De kan være noget så irriterende at møde, men nu må en mand fra odense til lommerne, efter politiet tog ham i at ‘genere’ en fotovogn.
Fredag aften omkring kl.18.45 i sidste uge havde en af Fyns Politis fotovogne taget opstilling på Bogensevej i Næsby nær Odense. Det passede dog ikke en lokal mand, der stillede sig op foran fotovognens kamera og begyndte at råbe op. Det får han nu en bøde for.
Det oplyser Fyns Politi i døgnrapporten. Udover at rette sine udbrud mod den ‘arbejdende’ fotovogn kom manden også med flere tilråb, hvilket endte med at ordensmagten sigtede ham for at ‘lægge hindringer i vejen for politiets arbejde’.
LÆS OGSÅ: Bilist blitzet med 170 km/t – nu ryger kørekortet
Bogensevej i er øvrigt blandt de strækninger i landet, hvor der blitzes flest bilister. Her står Fyns eneste fastmonterede fartkontrol – den såkaldte stærekasse – nemlig.
Præcis hvorfor manden begyndte at råbe op foran fotovognen, skriver Fyns Politi intet om i døgnrapporten. Fyns Politi har heller ikke oplyst bødens størrelse.