Du vil ikke kunne finde en nedslidt knap, når fremtidens Mazda’er engang kan betragtes som brugte biler.
Japanerne arbejder nemlig på at udvikle hologrammer, som med tiden skal erstatte de fysiske knapper i mærkets biler. Det er Carbuzz,der har fundet patentansøgning fra Mazda hos det amerikanske patentkontor.
Mediet skriver, at Mazda med opfindelsen vil erstatte fysiske knapper med hologrammer. Eller i hvert fald virtuelle knapper.
LÆS OGSÅ:Ford har fået patent på hologram-logoet
Grundlæggende betyder det, at Mazda forestiller sig en projektor, der kan vise et holografisk billede på en given overflade. Når en bruger – lad os sige en fører eller passager i en bil for nemheds skyld – sætter fingeren på den virtuelle “knap”, vil projektoren bruge en slags sensor til at registrere, at projicerede billede har ændret sig. Hvilket altså skal gøre det ud for det knappetryk, vi kender i dag.
Et let tryk
Af patentansøgningen mener mediet også at kunne læse sig ud af, hvordan Mazda har tænkt sig, at teknologien mere bestemt skal virke. De virtuelle knapper i fremtidige Mazda’er skal nemlig kunne ‘mærke’, hvor meget bilisten trykker. Eksempelvis skal et let tryk på ‘volumenknappen’ betyde, at bilisten kun vil skrue lidt op for lyden.
Om Mazda så faktisk har tænkt sig at gøre idéen til virkelighed, må vi væbne os med tålmodighed for at få at vide.