Mick Schumachers bånd til Ferrari bliver kappet med udgangen af denne sæson. Dermed skal tyskeren formentlig ud for at sikre sig et sæde til næste sæson.
Meget tyder på, at Mick Schumacher ikke har et sæde i Formel 1 næste sæson. I hvert fald ikke hos Haas. Tirsdag skriver Motorsport.com, at tyskerens Ferrari Driver Academy-kontrakt udløber ved udgangen af denne sæson.
Og herfra står tyskeren uden både kontrakt og kontakt til fabrikken i Maranello. I hvert fald sådan helt officielt. Mange flere kilometer i en Haas-racer bliver det sandsynligvis ikke til.
Det betyder dog ikke, at Schumacher-navnet forsvinder ud af motorsportens fineste selskab. På det seneste er Kevin Magnussens nuværende holdkammerat både blevet rygtet over i det ledige sæde hos Alpine, mens der også skulle være muligheder hos Alpha Tauri.
Et sæde hos Ferraris ‘junior-hold’ Alfa Romeo må Schumacher nok skyde en hvid pind efter. For selvom kinesiske Zhou Guanyu endnu officielt har papirer på et sæde i 2023, ventes netop den beslutning offentliggjort snarest. Og med Alfa Romeos farvel til sporten efter 2023, er der ikke mange Ferrari-tråde tilbage at trække i.
Formel 1… uden en tysker
Der er dog også en risiko for, at Schumacher må sidde 2023-sæsonen over. Og det vil efterlade Formel 1 uden en tysker i feltet. Det er ikke sket de sidste mange årtier.
Mick Schumacher har i kraft af sit fædrene ophav været knyttet til fabrikken i Maranello stort set hele livet. Men det var dog først i 2018, at han blev en del af Ferrari Driver Academy. Dengang understregede italienerne, at man ikke skrev kontrakt med Mick Schumacher på grund af efternavnet men på grund af den unge tyskers meritter i motorsport.
Og meritterne er der. Nok er Mick Schumacher ikke det samme som Michael Schumacher, men sønnen har bl.a. kørt sig til den samlede sejr i Formel 3. Og det er ikke noget, man bare lige gør. Efternavn eller ej.