Har du set Mercedes’ række af nye ‘EQ-biler’, ved du også, at der ikke er ret meget sedan-form over nogen af dem. Og det er der en grund til, mener Mercedes’ designchef, Gorden Wagener.
Hver og én af EQ-bilerne er nemlig elbiler. Og når først elbilen tager over i forhold til fossilbilerne – som EU har en våd drøm om skal ske allerede i 2035 – vil det betyde et endegyldigt farvel til den ellers så tradtionelle biltype.
Det fortæller Mercedes‘ designchef Gorden Wagener til Top Gear.
Det vil ligne lort
– En ting er det aerodynamiske aspekt. Noget andet er den 15 centimeter høje batteripakke i elbiler. Det ser ikke godt ud i sedan-form. For at være ærlig ligner det lort, fortæller Gorden Wagener.
Designchefen fortæller videre, at det er derfor, at mærkets elbiler ser ud, som de gør. Wagener vil dog gerne have, at bilerne skiller sig ud fra hinanden. Noget der ikke ligefrem er lykkes for Mercedes – eller andre bilmærker for den sags skyld – de sidste mange år.
– Men vi har gjort det (før, red.), siger designchefen.
Da Gorden Wagener blev spurgt til, om det så er slut med biler, som ser agressive – decideret sportslige – ud, var svaret noget vagt.
– Det er et godt spørgsmål. Og det er noget, vi har spurgt os selv om i tredive år nu. I sidste ende handler det om, hvor godt – eller dårligt – et design er udført, der gør den helt store forskel, lød svaret.
Om sendan’ens død så også betyder, at S-Klassens limousine-former snart er fortid, blev designchefen ikke spurgt til.
– Men generelt vil jeg sige, at – ja – vi flytter os nok væk fra de mere aggressive bildesign, forudser Gorden Wagener.