En lille benzinmotor skulle have hjulpet en ny elektrisk Mercedes med at komme længere på batteriet. Men nu skrotter tyskerne ideen.
Det er alligevel ikke nogen god idé at udstyre Mercedes elektriske topmodel EQS med en lille benzinmotor.
I hvert fald er idéen ikke god nok til, at Mercedes vil arbejde videre med den. Det selvom billeder fra spionfotografer afslører, at Mercedes faktisk har prøvet bilen af på offentlig vej.
Til Autocar bekræfter en ‘højtstående Mercedes-ingeniør’, at idéen er lagt i graven. Alligevel nåede Mercedes at udvikle mindst én prototype.
– I sidste ende er vi dog kommet til den konklusion, at range-extenderen på den måde er en overgangsteknologi med en relativt kortsigtet fordel, fortæller den anonyme ingeniør til mediet.
LÆS OGSÅ: De blitzede 5.000 bilister sidste år – her skal farten igen ned til 80 km/t på motorvejen
Det er småt med detaljer om den prototype, Mercedes testede. Men det siges, at den skulle have en rækkevidde på ‘mere end de 763 kilometer, EQS 450+ er opgivet til’.
Af samme grund er det også småt med informationer om den lille benzinmotor, Mercedes har brugt som rækkeviddeforlænger.
Men det siges, at det er en 1-liters, tocylindret sag, som Mercedes-folkene udviklede ved at skære mærkets 2-liters firecylindrede benzinmotor, som bl.a. ligger i A45 AMG og nu også i C63 AMG, over i to.
Med den lille benzinmotor kunne Mercedes nøjes med at udvikle en batteripakke af halv størrelse i forhold til det batteri, der lige nu ligger i EQS-modellen.
Mercedes er ikke de eneste, der har tænkt tanken at forlænge en elbils rækkevidde med en benzinmotor.
Hos Mazda har man eksempelvis gjort alvor af idéen. Og det endda med en wankelmotor, som ellers ikke har været på markedet siden RX-8 udgik af produktion i 2012. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!