Mange ser allerede nu elbil-udgaven af Mercedes CLA som et knald eller fald for den tyske bilproducent. Nu viser det sig, at mærket er ramt af forsinkelser på grund af softwareproblemer.
Mercedes er tvunget til at forsinke lanceringen af den kommende elbil CLA på grund af softwareproblemer. Forsinkelsen er i første omgang bekræftet i Kina, hvor lanceringen er udskudt fra april til august.
Flere kinesiske medier kan fortælle om de omfattende softwareproblemer, som Mercedes også selv har indrømmet at være rendt ind i. Bilmærket er i gang med omfattende test for at løse problemerne, men det er endnu uklart, om forsinkelsen også vil påvirke lanceringen i Europa.
CLA er baseret på Mercedes-Benz’ nye MMA-platform (Mercedes-Benz Modular Architecture), der er designet til at understøtte både elmotorer og forbrændingsmotorer. Denne fleksibilitet skulle have været en fordel, men har i stedet ført til komplekse udfordringer.
Problemerne er især knyttet til udviklingen af den elektriske og elektroniske arkitektur.
Det skriver Cnevpost.
For at imødegå disse udfordringer har Mercedes-Benz etableret et forsknings- og udviklingscenter i Shanghai. Her arbejder et hold på hundredvis af mennesker med at forbedre den elektroniske og elektriske arkitektur samt teknologien bag selvkørende biler, ifølge en rapport fra SEK 36.
Det er fortsat usikkert, hvordan softwareproblemerne og den forsinkede lancering i Kina vil påvirke lanceringen af CLA i Europa. Mærket har da også indrømmet, at man er ramt af tilbageslag og er i gang med omfattende test.
Den forsinkede lancering af CLA er et tilbageslag for Mercedes, der satser stort på elbiler. CLA er en vigtig model for bilproducenten, og en forsinkelse kan få konsekvenser for salget.
Det er dog ikke usædvanligt, at nye bilmodeller oplever forsinkelser, især når det drejer sig om avanceret teknologi som elbiler.
Mercedes arbejder på at løse problemerne hurtigst muligt. Men det er uvist, hvornår CLA endelig kommer på markedet i Europa.
Den nye CLA bliver dog ikke udelukkende en elbil. Tværtimod har det vakt stor undren især på de sociale medier, at Mercedes har købt sig til en benzinmotor fremstillet i Kina. Læs mere om det her.