Kan man være heavy metal og samtidig køre store trucks, som ingenting siger? Ja, hvis du spørger Metallica.
IVECO har indgået et partnerskab med det verdenskendte metalband Metallica for at understøtte deres M72-tourné med eldrevne køretøjer. Dette samarbejde, som indebærer brug af eldrevne og biogasdrevne lastbiler og minibusser, understreger en voksende bevidsthed om den såkaldte klimadagsorden.
Metallica, anført af James Hetfield og den danske trommeslager Lars Ulrich, indledte deres M72-tourné sidste år. Turnéen inkluderer flere stop i Norden, herunder to koncerter i Parken i juni.
IVECO leverer specialdekorerede køretøjer til bandet, som en del af deres bidrag til en mere bæredygtig gennemførelse af begivenheden.
IVECOs Business Director i Norden, Håkan Jönsson, udtrykker stolthed over partnerskabet: “Det er ikke et hvilket som helst band, men verdens måske mest kendte metalband. Vi er utroligt glade for den tillid, som Metallica udviser.”
“De har et stramt tourprogram og er afhængige af, at vi leverer på kvalitet og oppetid. Det bliver et klart mål for os! Samtidigt er partnerskabet udtryk for et fælles engagement og en dedikation til at reducere CO2-udledningen – også i kultur- og underholdningsbranchen.”
LÆS OGSÅ: Nye Volvoer sladrer om andre bilisters ugerninger
Metallicas udstyr vil blive transporteret i IVECOs elektriske og biogasdrevne S-Way og S-eWay lastbiler, mens eDaily og Daily Natural Gas minibusser vil fungere som shuttle-services for bandets crew. Disse køretøjer er dekoreret i opsigtsvækkende farver og design, inspireret af Metallicas rå og stilfulde æstetik i gul og matsort.
IVECO har også planlagt en række konkurrencer, hvor fans kan vinde koncertbilletter til de kommende shows i København.
Jönsson bemærker: “Metallica har en helt særlig plads i danskernes hjerte, og det er sikkert også pga. Lars Ulrichs danske rødder. Det plejer at være en stor oplevelse, når bandet indtager scenen herhjemme. Fans ved, hvad de får med Metallica – den mentalitet kan vi spejle os i, for kunderne ved, hvad de får med IVECO. Derfor er vi mildest talt ret begejstrede for at være en del af Metallicas tour gennem vores biler.”
M72-touren refererer til Metallicas seneste album, “72 Seasons”, og turnéen er opkaldt efter albummets tema om de formative første 18 leveår. Siden deres debut i 1984 har Metallica spillet 31 koncerter i Danmark alene.
Se Metallica spille en af verdens største koncerter herunder:
Bemærk: Artiklen er baseret på en pressemeddelelse. Har du kommentarer til indholdet, bedes du kontakte den pågældende afsender.