På det vigtigste bilmarked i hele verden – nemlig det største overhovedet i Kina – hæver Tesla nu prisen på den nye Model Y. Til gengæld er der 0 procent i rente.
Spørger man ledelsen hos Tesla, mener de nok ikke, at deres faldende salg og aktiekurs er udtryk for en krise. For nu stiger prisen på Model Y.
I hvert fald på mærkets vigtigste marked overhovedet – det kinesiske.
Helt konkret hæver mærket prisen med, hvad der svarer til 3,29 procent. Det svarer til, at Model Y Long Range nu koster fra 297.000 kroner i landet.
Det er dog stadig en pæn sjat billigere end priserne herhjemme, hvor en Model Y i det trim ikke kan fås for under 359.990 kroner.
Tesla sænker dog til gengæld renten på den billigere baghjulstrukne model, så der nu faktisk ikke er nogen rente i 3 år. For at udløse sådan et billån skal kinesiske Tesla-ejere dog mindst lægge, hvad der svarer til 75.000 kroner i udbetaling.
Det skriver Cnewpost.
Formentlig har Tesla den idé, at de forskellige priser kan skabe en form for balance mellem de forskellige udgaver af den nye Y’er på samlebåndet.
Kunder, der bestiller den billigere udgave, skal vente 2-4 uger på deres bil. Mens kunder, der vil have den dyrere med firehjulstræk, skal vente et sted mellem 6 og 10 uger på levering.
Herhjemme er Tesla ikke så hurtige. Og dog. Den billigste udgave af den nye Model Y regner mærket med først at kunne levere mellem maj og juni. Mens den helt dyre – Long Range med firehjulstræk – kan leveres allerede i denne måned.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: bj@boosted.dk