De hører ikke til her. De er for store og for forurenende, mener en tysk miljøgruppe om pickups fra USA på vejene i Tyskland.
En tysk miljøgruppe, der kalder sig Environmental Action Germany (DUH), har valgt at sagsøge de tyske myndigheder, fordi store pickups fra USA er i landet.
Helt konkret mener DUH, at det tyske svar på Færdselsstyrelsen (KBA) på et forkert grundlag har tilladt importen af bilerne.
Men søgsmålet håber DUH at tvinge de tyske myndigheder til at fremlægge den dokumentation, som de importerede biler er godkendt på.
Det skriver Carscoops.
DUH er sure over, at bilerne ifølge miljøgruppen udleder ni gange så meget CO2 som andre biler i EU, og at de amerikanske biler ofte ikke er udstyret med de sikkerhedssystemer, som ellers er lovpligtige inden for EU.
Hver af de amerikansk importerede biler er godkendt enkeltvis. Og hos DUH synes man, det er bekymrende, at 80 procent af godkendelserne kommer fra de tyske myndigheder.
DUH henviser til tal fra 2023, hvor 4.025 amerikanske pickups fra mærker som Dodge, Chevrolet og Ford kom til Europa.
Ifølge den tyske miljøgruppe har man tidligere bedt myndighederne i Tyskland om at lægge det grundlag, som bilerne er godkendt på, frem. Men det har myndighederne angiveligt afvist.
– Man accepterer store skader på miljøet og en øget risiko for voldsomme trafikulykker ved at godkende de biler, siger DUH-direktør Jürgen Resch.
Direktøren vil udover søgsmålet mod myndighederne have Tyskland til at brandbeskatte køretøjerne og indføre parkeringsrestriktioner, så det bliver uattraktivt at eje den slags biler i Tyskland.
Pickup trucks er blandt de mest populære køretøjer i USA og har i årtier domineret salgsstatistikkerne.
Ifølge Edmunds.com er Ford F-serien af pickups den langt mest populære nye bil i flest delstater. Men Toyota RAV4 sælger faktisk endnu bedre. Data fra Jato Dynamics viser, at japanerne solgte 475.000 RAV4-modeller til amerikanerne i løbet af 2024.
Tesla har også forsøgt sig med at få en bid af det kæmpe store marked med den aparte Cybertruck. Bilen sælger dog langt fra i de 250.000 eksemplarer om året, som direktør Elon Musk havde håbet på. Læs mere om det her.
Ford har det også svært med elektriske pickups. F-150 Lightning, der er amerikanernes første forsøg på den slags, sælger så sløjt, at produktionen allerede i april 2024 måttes skæres ned.
Læs flere artikler efter annoncerne: