Et eksempel på at pengene ikke nødvendigvis sidder løst på Lamborghini-ejere, blev i sidste weekend kørt væk på et fejeblad.
I sidste weekend blev en Lamborghini Aventador SV stoppet af en civil politibil på den britiske ø Isle of Wight. Det er der umiddelbart ikke noget dramatisk i. Men ejeren stod nok tilbage med lidt røde ører.
For ved nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet, at der ikke var betalt ‘road tax’ – der svarer til den danske vægtafgift – på bilen siden august sidst år. Og så klappede fælden.
De britiske færdselsbestemmelser giver nemlig ikke blot politiet mulighed for at inddrage nummerpladerne. Når afgiften ikke er betalt, må ordensmagten gå skridtet videre og beslaglægge bilen.
Lige i Lamborghini’ens tilfælde kan man dog undre sig. For sammenlignet med hvad bilen koster, er vægtafgiften mininal. For indregisterede biler, hvis værdi oversigter 40.000 pund, skal der i alt betales 475 pund i årlig vejafgift efter det første år på vejene.
Aventador SV produceres ikke længere og skal derfor findes som brugt. Priserne svinger dog mellem 200.000 og 350.000 pund i England. De godt 4.000 afgiftskroner i dansk valuta er altså småpenge.
Det er politiet på Isle of Wight, der har lagt billeder af Lamborghini’en og et par ord om de nærmere omstændigheder på Facebook. Hvor meget ejeren skal have op ad lommerne for at få sin Aventador SV igen, melder historien ikke noget om. Men vedkommende slipper næppe uden at betale afgiftsrestancen og en bøde.