Transportministeren vil fastholde den lavere fartgrænse på den inderste del af Holbækmotorvejen. Her skal bilisterne langt ned i fart.
Det er hensynet til naboerne til den inderste del af Holbækmotorvejen, der får transportminister Benny Engelbrecht (S) til at fastholde den nuværende hastighedsgrænse på strækning.
LÆS OGSÅ: Partier enige – rør ikke ved den frie hastighed på Autobahn
Bilisterne må nemlig kun køre 60 km/t, og sådan skal det fortsat være, mener ministeren. Et pilotprojekt fra Transporministeriets side har vist, at den lavere hastighedgrænse reducerer trafikstøjen en smule.
Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.
Helt præcist er det mellem Folehaven og Motorring 3, at bilisterne siden i fjor har været tvunget ned i fart. Det er sket for til gengæld at reducere vejstøjen med mellem 0 og 1 dB.
Enkelte naboer vil dog opleve, at støjen fra vejen er reduceret med to decibel.
– Støj er et stort problem for naboerne til de store veje. Derfor har et bredt flertal i Folketinget også afsat tre milliarder til en støjpulje til blandt andet opsætning af et stort antal støjskærme. Men der skal arbejdes på mange fronter, og fart er et af værktøjerne. Hastighedsforsøget viser, at vi kan dæmpe støjen en smule, og det skal vi tage med, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelsen.
Der ville være mere at hente
At hastighedsgrænsen på strækningen er blevet sat ned, betyder dog ikke, at alle bilister køre efter den. Derfor er gennemsnitshastigheden også ‘kun’ faldet fra 89 km/t til nu 76 km/t, oplyser ministeriet.
Derfor vil der være mere at hente på støjsiden. Hvis altså bilisterne køre det, de må.
– Forsøget viser også, at der er brug for at håndhæve hastighedsgrænserne, og derfor er jeg også glad for, at der i infrastrukturaftalen er beslutte at lave forsøg med støjstærekasser. For den fulde effekt får vi først, når hastigheden kommer ned på det tilladte, siger ministeren.
Flere billeder: presse-fotos.dk