Mandag aften vakte en ung mand alene i en bil på en P-plads undren hos en patrulje fra Østjyllands Politi – det skulle vise sig, at der var noget om mistanken.
Man må godt sidde alene i sin bil på en P-plads. Også i Aarhus-bydelen Brabrand. Så selvom en 20-årig mand fra området umiddelbart ikke havde gjort noget forkert, vakte han alligevel interessen hos en patrulje fra Østjyllands Politi. Og med god grund skulle det vise sig.
Så snart bildøren blev åbnet, kunne betjentene nemlig lugte hash. Betjentene visiterede derfor manden. I bilens handskerum lå nogle tusinde kroner bundet i 100-kronesedler.
LÆS OGSÅ: Bilist knaldet – ville snyde fotovogn med sort tape
Men pengene havde ikke noget med hash at gøre, forklarede den unge mand. I stedet forklarede han, at han så tidligere på dagen havde været heldig at vinde på Oddset-spil.
Den forklaring gav betjenetene dog ikke meget for, så de fortsatte ransagningen. Her fandt betjentene salgsposer med hash og skunk.
Derfor valgte betjentene både at beslaglægge stoffer og pengebeløbene, som man fandt i den 20-åriges bil. Han kan nu se frem til en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.