Robert Strøms Nissan Leaf er ramt af en alvorlig fejl på batteripakken. Men Nissan nægter, at der er nogen som helst form for garanti mod den slags.
Nissan i Norge vil ikke hjælpe Robert Strøm. Så nu står han med en værkstedsregning på i alt 152.000 danske kroner.
Regningen skal betales, hvis han vil have et nyt batteri i sin Nissan Leaf. Batteriet er nemlig stået af på grund af defekte battericeller.
At udskifte dem vil koste, hvad der svarer til 150.000 danske kroner. Men selvom Nissans batterigaranti egentlig er otte år lang, nægter den norske importør foreløbig at hjælpe Robert med hele eller dele af regningen.
Hos det norske svar på FDM, NAF, har man imidlertid også hørt om situationen, Robert Strøm står i, og her er man ikke i tvivl. Fejlen er Nissans skyld.
LÆS OGSÅ: Volkswagen vil have 70.000 kr. af Hans – nu er regningen forsvundet
– Det tager ofte kun få sekunder, fra bilen har for eksempel 60 procent batterikapacitet, til den er meget tæt på nul.
– De defekte celler kan ikke modstå den varme, der opstår i batteripakken, sandsynligvis på grund af utilstrækkelig afkøling, skriver NAF’s batteriekspert Jan Tore Gjøby til norske Motor.
Efter NAF er gået ind i Robert Strøms sag, er tonen hos Nissan i Norge blevet en lidt anden. Nu hedder det sig, ‘at man ikke har håndteret sagen godt nok’. Men om Robert Strøm får nogen hjælp til udgiften, er stadig uklart.
Imens kan han fortsat køre rundt i sin Nissan Leaf. Den er dog nede på 40 procent af den oprindelige batterikapacitet. Det vil sige, at bilen kun er i stand til at køre omkring 100 kilometer på en opladning.
I Norge har Leaf ellers været et kæmpe hit, hvilket den sådan set også stadig er. Importøren har solgt omkring 81.000 eksemplarer til nordmændene. Men det har ikke været uden problemer. Især batteripakken har før givet ejerne både hovedpine og lommesmerter.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!