Nissans chef for globale produkter drømmer om en ny Silvia, der kan konkurrere med Mazda MX-5 og Toyota GR86.
Ford har Capri, Toyota har – måske – Celica. Og nu drømmer Nissan om at genoplive Silvia-navnet.
Det fortæller chefen, Ivan Espinosa, i et interview med Top Gear. Helt konkret drømmer Espinosa om en konkurrent til Mazda MX-5 og Toyota GR86, der har ‘rigeligt med hestekræfter men som samtidig er prissat rigtigt’.
I samme interview gør Ivan Espinosa det klart, at Silvia-navnet stadig har mange fans blandt bilisterne ude på vejene i dag.
– Chancen er der. Men i sidste ende er det en forretning, så jeg er nødt til at finde en måde at gøre den slags forslag interessante for cheferne.
LÆS OGSÅ: Legendarisk Mercedes genopstår med V6-motor
– Nogle gange kæmper den slags biler lidt, fordi kundegrundlaget ikke er så stort. Men det kan faktisk godt fungere. Altså hvis vi finder den rigtige idé, der kan sælges i hele verden, siger Espinosa.
Produktchefen understreger, at det ikke er nok med sådan en bil på enkelte markeder eller i enkelte dele af verden. Den skal kunne sælges overalt for at give mening.
– Men det er mit job at finde en løsning på den slags. For jeg mener, det vil være godt for Nissan og godt for kunderne.
– Og hvis jeg kan få den rette formel til at hænge sammen, kan vi også få det til at ske, siger Espinosa med henvisning til en ny Silvia.
Silvia-navnet forsvandt i øvrigt ud af Nissans modelprogram i 2002, da den sidste bil med chassiskoden S15 kørte af samlebåndet i august måned. Lige siden og længe før det har bilen dog haft en bred fanskare.
Det er især filmkultur og motorsporten drifting, der har gjort Silvias opskrift med coupéformer, baghjulstræk og forholdsvis beskeden vægt populær.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!