Det er ikke Nissan men lovgivning, der gør, at GT-R forsvinder fra vejene. I hvert fald hvis man spørger mærket selv.
Nissan GT-R lever på lånt tid. Næste år er det helt slut for bilen, der begyndte at rulle ud på vejene i december 2007. Og Nissan tog gerne 17 år mere.
Det bekræfter mærkets globale produktchef Pierre Loing i et interview med Top Gear.
Men det japanske bilmærke må ikke. Stadigt strengere emissionskrav gør det umuligt, mener Pierre Loing.
– Bilen er stadig en del af modelprogrammet på nuværende tidspunkt. Den har været til salg i 17 år, og vi ville elske at lave den endnu 17 år, men lovgivningen giver os nogle problemer.
– Selvom vi ikke er store fans af nogen bil, der lever næsten uændret så længe, vil de fleste foretrække GT-R i bilens nuværende form frem for at se den dø helt. Der kommer nemlig ikke en afløser snart, siger Loing.
LÆS OGSÅ: Disse hverdagsbiler taber mest i værdi pr. kilometer
Hvornår der er udsigt til en afløser, er svært at svare på. Men det forlyder, at bilen er klar, når Nissan også har de såkaldte solid state-batterier i mere almindelige gadebiler.
Om den næste GT-R bliver en hundrede procent elektrisk bil, vil Pierre Loing ikke forholde sig til på nuværende tidspunkt.
Men han vil gerne fortælle, at Nissans fans før har måttet vente længe på en ‘GT-R’-afløser. Også selvom han personligt gerne vil kunne udfylde ventetiden med en anden bil.
Vi viste GT-R-konceptet frem i 2001, ét år før Skyline GT-R-produktionen stoppede i 2002. R35’eren kom først til i 2007.
– Afstanden mellem ‘Kenmeri’ Skyline GT-R, der udgik i 1975, og R32, hvor produktionen først begyndte i 1989, var endnu større, siger Nissan-chefen.
Hvornår en eventuel ny GT-R indfinder sig, løfter Loing alligevel lidt af sløret for overfor Top Gear. For det kan være, at japanerne i 2028 er så langt fremme med udviklingen, at man vil kunne sælge en lille “GT-R”-produktion. Desværre kun i Japan. I hvert fald til at begynde med.
GT-R har i øvrigt aldrig været en del af den danske Nissan-importørs program. Det nærmeste vi kommer er en række specialiserede GT-R-værksteder drevet af den svenske importør.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!