På bare to dage har det danske ladeselskab Clever mistet 50 kunder, fordi man har gjort det dyrere at lade i dagtimerne.
Det går ikke stille for sig på ladeselskabet Clevers del af anmelder-sitet Trustpilot. Faktisk er en god del kunder er mildt sagt rasende over selskabets seneste påfund.
Nemlig at hæve ladepriserne i dagtimerne.
– Pt. kører jeg til dagligt 100% på el. Men dette vil tvinge mig til at køre benzinkørsel om aftenen, medmindre jeg vil være til grin for mine egne penge.
Sådan lyder det i én af de mange vrede kommentarer, som på det seneste er sendt i Clevers retning. Fra april vil selskabet nemlig ændre i den måde, hvorpå der afregnes med kunderne.
Økonomisk giver det ikke mening
Hidtil er afregningen sket efter en model, der regner prisen over et gennemsnit af priserne fra kvartalet et halvt år forinden. Men nu vil Clever tilbagebetale deres kunder med hjemmelader på baggrund af den pris, som strøm har om natten. Og i nattetimerne er strøm markant billigere end om dagen.
– Med den nye afregningform er det ikke økonomisk holdbart og (jeg) har derfor pr. dd opsagt min aftale, skriver Mike L., mens Jeanet H kalder Clevers nye betingelser for en ‘bombe’.
Selv forsvarer Clever sig med, at belastningen på elnettet skal ned. Selskabet har selv konstrueret en række eksempler på, hvordan deres kunder fra 1. april kan betale stort set det samme for deres elbilers strømforbrug, som det er tilfældet i dag.
Dem kan du se her.
Til Ekstra Bladet fortæller Clever, at man kan ‘konstatere’, at man har mistet 50 kunder, siden man tirsdag i denne uge varslede den nye regnemodel.