Prisen på brændstof fik 1. januar i år et gevaldigt hak opad på grund af en 15 år gammel afgiftsaftale. Nu er der mere på vej.
En 15 år gammel aftale på Christiansborg gjorde det 1. januar 2024 markant dyrere at tanke benzin og diesel i Danmark.
Men for dieselbilisternes vedkommende er statskassen på vej endnu længere ned i lommen. De i alt 694.000 ejere af dieselbiler i Danmark skal nemlig betale endnu mere afgift fra 1. januar 2025.
Helt konkret stiger afgiften på diesel med 50 øre per liter fra den dato. Til gengæld slipper dieselbil-ejerne lidt billigere i den såkaldte udligningsafgift, som betales fordi diesel er mindre afgiftsbelagt end benzin.
Eller rettere sagt; var mindre afgiftsbelagt. Lempelsen af udligningsafgiften er dog kun midlertidig. Allerede efter 2 år med de nye afgifter – altså 1. januar 2027 – stiger udligningsafgiften nemlig igen.
LÆS OGSÅ: Nordjydes helt nye Fisker har tabt mindst 200.000 kr. i værdi
Ifølge klima- og energiminister Lars Aagaard (M) er det ‘grøn handling der virker’, når bilisterne på den måde skal straffes.
Men udligningsafgiftens tilbagekomst er ikke det eneste, der vil plage dieselbilisternes økonomi i 2027. Her vil EU nemlig indføre et kvotesystem for brændstof. Og den nye regel har Danmark som medlemsland bare at rette ind efter.
Kvotesystemet ventes at gøre benzin 1,17 kroner dyrere oveni i den danske regerings egne afgifter, mens diesel i literpris vil stige med yderligere 1,09 kroner.
Regningen, som bilisterne skal betale fra 1. januar 2025, er vedtaget med et flertal af stemmer fra SVM-regeringen, SF, De Radikale, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti.