Man skulle måske tro, at en hybridbil ikke kan slå de rene elbiler. Men Toyota Prius kan faktisk godt, fastslår ny undersøgelse.
Hvert år gennemføres den såkaldte GreenerCars-undersøgelse blandt personbilerne i USA. Og i år er den faktisk ganske interessant læsning.
I hvert fald hvis man går rundt og tror, at elbiler sætter alle biler med forbrændingsmotor til vægs. For det er, hvis man spørger amerikanerne, ikke tilfældet.
Bevares, elbiler fylder godt på listen, som GreenerCars har rangeret den amerikanske vognpark af personbiler efter. Men i toppen finder vi en Toyota.
Og ikke japanernes skandaleramte og udskældte første bud på en elbil, bZ4x. Men først lidt om, hvordan GreenerCars overhovedet finder frem til en ‘grøn bil’.
LÆS OGSÅ: Toyota vil betale folk for at købe bil der er ubrugelig
De ser nemlig både på de årlige omkostninger til brændstof, hvor effektivt bilen ‘glider’ gennem luften, altså det aerodynamiske, og en række andre forhold.
Og her klarer plugin-hybrid-udgaven af den nuværende Prius sig altså absolut bedst med en samlet score på 71 ud af 100.
Den grønneste elbil – en Lexus RZ – må klare sig med en score på 67. Herefter følger tre elbiler, før der faktisk igen er en plugin-hybrid fra Toyota på menuen. Nemlig RAV4.
For en god ordens skyld har GreenerCars også set på de ‘sorteste’ biler, som kan købes fra ny på markedet i dag. Her er der 12 biler at vælge imellem. Mercedes-Benz Maybach S680 udgør bundproppen med en score på 30 ud af 100.
Blandt andet fordi de årlige omkostninger til brændstof løber op i 30.000 dollars svarende til mere end 200.000 kroner ved et kørselsbehov på 15.000 miles/24.100 kilometer.
Omvendt er brændstofforbruget nok ikke blandt S-Klasse-ejeres største bekymringer. Herhjemme koster en Mercedes af den kaliber fra lige under 2,7 millioner kroner.