Batteriproducenten Samsung SDI har netop præsenteret en prototype på et solid state-batteri, hvor der er strøm til næsten 1.000 kilometer på 9 minutter.
Bil-industrien har de sidste mange år skreget op, om at de såkaldte solid state (faststof, red.)-batterier venter lige om hjørnet. Nu hævder Samsung at have gjort noget ved det.
Det er batteri-afdelingen af virksomheden, Samsung SDI, der i forbindelse med konferencen SNE Battery Day præsenterede batteriet for offentligheden.
Det skriver det sydkoreanske medie The Elec.
Ifølge mediet påstår Samsung SDI, at deres faststof-batteri lader strøm nok til en køretur på 965 på 9 minutter. Blandt andet fordi energitætheden ligger lige omkring 500 Wh pr. kilo. Det er dobbelt så stor en energitæthed som i selv de bedste lithium-ion batterier.
LÆS OGSÅ: Bilmærke er klar til at trække sig fra Formel 1
Under konferencen skal Samsung SDI også have sagt, at batteripakken som minimum har en levetid på 20 år, og at man vil være klar til at smide det i elbiler i 2027. Et helt år før Nissan eksempelvis mener, at man er klar med solid state-teknologi i elbiler. Læs mere om det her.
Tilbage hos Samsung SDI har man angiveligt allerede haft gang i en mindre produktion af solid state-batterierne, som en række – dog unavngivne – bilmærker har haft mulighed for at teste.
Og selvom 2027 ikke er så pokkers langt ude i fremtiden, skal bilisterne ikke forvente at se meget til Samsungs nye batterier. I hvert fald ikke lige med det første.
Sydkoreanerne forventer i første omgang, at batterierne finder ned i de dyreste elbiler. Alt sammen af den simple årsag, at batteripakken stadig er enormt dyr at fremstille.
Imens Samsung SDI arbejder på nye batteripakker, kæmper flere af konkurrenterne for bare at overleve. Verdens fjerdestørste batteriproducent, som også ligger i Sydkorea, har efter 10 kvartaler med underskud i regnskabet, erklæret undtagelsestilstand. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!