Det franske mærke DS, der brød ud fra Citroën i 2014, kan ikke rigtigt få fat i kunderne. Og nu forsøger man sig bogstaveligt talt med en slankekur.
DS er ikke den succes, som Citroën – og det store moderselskab Stellantis – havde håbet på.
Så for at skabe mindre forvirring, og måske lokke flere kunder ud til forhandlerne, skærer mærket nu markant ned.
Altså på udstyrslisten. Fra denne sommer findes DS-modeller kun i to udstyrsvarianter Pallas og Étoile.
Navnet Pallas blev første gang brugt af Citroën på DS-modellen fra 1964, og det kommer af titlen ‘Palace Accolade’, som kun de fineste franske hoteller kan opnå.
LÆS OGSÅ: Elbilmærke giver op – produktionen er stoppet øjeblikkeligt
Pallas bliver DS’, der i nu ti år har været sit eget mærke, basismodel. Franskmændene siger dog, at det stadig vil betyde ‘rigeligt’ med udstyr.
DS er i øvrigt ét af kun tre premium-mærker, som Stellantis har at byde på. De andre er, siger de selv, Alfa Romeo og Lancia.
Udstyrsniveauet Étoile er opkaldt efter den åbne plads i Paris ‘Place Charles-de-Gaulle’, der indtil 1970 hed ‘Place de l’Étoile’. Begge udstyrsmuligheder får i øvrigt deres eget logo.
Alt blot for at gøre noget, der egentlig ikke skulle være kompliceret, besværligt. Herhjemme er det i øvrigt småt med DS’ tilstedeværelse.
Både når det kommer til forhandlere og modeller. Faktisk har de danske såkaldte DS Stores bare to biler på programmet. Fra 1. januar til 29. februar i år er der indregistreret bare 47 DS-biler. Det svarer til 0,2 procent af markedet.