Det havde næppe reddet Saab fra konkurs – mest fordi det skete år før – men Opel forhindrede, at svenskerne byggede en særudgave af 9000-modellen.
Saab måtte ikke stjæle kunder. I hvert fald ikke fra Audi og BMW. Det mente Opel, at de selv skulle. Derfor fik tyskerne forhindret, at svenskerne byggede en særlig udgave af 9000-modellen.
Modellen, der skulle have haft tilnavnet Ecosport, blev præsenteret på den nu lukkede biludstilling i Geneve i 1992.
Det skriver Saab Cars Magazine.
Saab fik dog aldrig lov til andet end at vise en prototype frem. Ifølge Opel måtte Saab nemlig slet ikke sælge en udgave af 9000 med firehjulstræk og 280 hestekræfter.
LÆS OGSÅ: Ferrari fik knust 400.000 forfalskninger sidste år
Faktisk fik det tyske mærke, som dengang via General Motors var i familie med Saab, forhindret, at svenskerne nogensinde fik gang i en produktion. Også selvom Saab faktisk slet ikke gik efter Opels kunder.
Derimod ville svenskerne i begyndelsen af 90’erne slås om kunderne mod mærker som Audi og BMW.
Opel ville nemlig være først med den teknologi, Saab havde. Så i sidste sekund fik tyskerne stoppet alt udviklingsarbejdet. Faktisk var samlebåndet allerede blevet gearet til den top-udstyrede 9000.
– Plakaterne var trykt. Alt var klar. I stedet gik bilen i containeren, da firehjulstrækket blev skrottet, skriver mediet.
I al hast måtte Saab fremstille en forhjulstrukket model for ikke at spilde alt udviklingsarbejdet på gulvet. Den model fik dog næsten ingen opmærksomhed. Hverken internt på fabrikken eller fra kunderne. Det hele endte som et meget dyrt flop.
Den forhjulstrukne bil måtte undvære en lang række tekniske nyskabelser, som Opel insisterede på at være først med. Blandt andet en måde at justere frihøjde på, UV-forlygter og termoteknologi i motorrummet.
I dag kan man ikke ligefrem påstå, at Saab har fået hævn over Opel. For Saab findes ikke længere. Men Opel er – i hvert fald i Danmark – blot en skygge af sig selv.
Med 2.050 solgte biler i løbet af det første halvår sælger mærker som Kia, kinesiske Volvo og franske Renault langt bedre. Sidste år smadrede Tesla ovenikøbet Opels 37 år gamle Danmarks-rekord fuldstændigt. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her