Idéen til filmen lå i en skuffe i ‘mere end 20 år’, før der skete noget.
Den afdøde forfatter Brock Yates biograf om Enzo Ferrari bliver nu til en film. Faktisk er optagelserne allerede godt i gang. Det skriver Car and Driver. Biografien, der udkom første gang i 1991, er blandt kritikere blevet hyldet for sin ‘brutale ærlighed’ om ‘Il Commendatore’, som Enzo Ferrari også blev kaldt.
Omvendt har Ferraris tilhængere ofte kritiseret biografien, som de mest hardcore kalder ‘ en skændsel’.
Optagelserne til filmen gik i gang i Ferraris hjemby Modena sidste år. Men filmen er endnu havnet i klipperummet. Målet er dog stadig, at filmen skal ramme biografmørket i år.
LÆS OGSÅ: Bilmærke konkurs – præsenterede ny bil for 2 uger siden
Når det så er sagt, har den været meget længe undervejs. Allerede da bogen ‘Enzo Ferrari: The Man and the Machine’ udkom, begyndte de første filmfolk at lege med idéen om at få den op et stort lærred.
Tidligere har filmens instruktør Michael Mann sagt, at han ‘ i mere end 20 år har haft idéen liggende i en skuffe’. Rollelisten er da også temmelig solid. Adam Driver, der blandt andet er kendt fra Star Wars-universet, skal udfylde rollen som Enzo. Mens Penélope Cruz giver den som konen Laura, og Shailene Woodley portrætterer Enzos mangeårige elsker Lina Lardi.
Sammen fik Lardi og Ferrari i 1945 sønnen Piero Lardi Ferrari. Ferraris eneste overlevende barn. Laura og Enzos eneste barn, sønnen Alfredo ‘Dino’ Ferrari døde i 1956. Bare 24 år gammel.