En lastbilchauffør fra Odense-området har mistet kørekortet og fået en klækkelig bøde, efter han sidste år blev stoppet i en tungvongskontrol.
En lastbil i dårlig stand kan være livsfarlig, det lærte en 42-årig lastbilchauffør fra Odense området i denne uge. I juli måned sidste år blev han snuppet i en kontrol, som Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syd, udførte.
På stedet vurderede politifolkene, at bilens dæk var meget nedslidte, og en bilinspektør blev derfor bedt om at kaste et kig på lastbilen. Her konstaterede bilinspektøren, at otte af lastbilens dæk var så nedslidte, at de skulle skiftes, før chaufføren overhovedet måtte fortsætte videre.
I denne uge vurderede Retten i Odense ovenikøbet, at mindst to af dækkene var i så dårlig stand, at de udgjorde en sikkerhedsmæssig risiko. Eller som det kom frem i retten ‘en alvorlig sikkerhedskritisk fejl”.
Desuden, vurderede retten, var lastbilen overlæsset med så mange kilo, at den kunne komme ud af kontrol, hvis chaufføren kom galt afsted. Det koster altså nu chaufføren 16.000 kr. i bøde og en betinget frakendelse af kørekortet. Det betyder, at han fortsat må køre bil, hvis han består en kontrollerende køre- og teoriprøve inden for seks måneder.
Han må desuden ikke begå en lignende overtrædelse af færdselsloven de næste tre år. Chaufføren modtog dommen på stedet, og sagen går derfor ikke videre til Østre Landsret.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så fortæl os det: bj@boosted.dk