Polestars topchef sagde det allerede tilbage i juli – og nu har det vilde koncept O2 fået nyt navn. Fordi bilen går i produktion.
Som det er lige nu, har Polestar kun én model på programmet. Nemlig Polestar2. Men snart får den selskab. De svenske-kinesere gør konceptet O2 til virkelig. Og snart er måske så meget sagt.
For bilen er først klar i 2026. Konceptet, der har sin egen drone til optagelser med op til 90 km/t, lader altså vente på sig.
– Med den overvældende respons fra forbrugerne og pressen tog vi beslutningen om at sætte denne fantastiske roadster i produktion, og jeg er så begejstret for at kunne realisere dette projekt. Polestar 6 er en perfekt kombination af kraftfuld elektrisk ydeevne og glæden ved frisk luft, som man får med en åben bil, siger Thomas Ingenlath, Polestars administrerende direktør, i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: 18-årig blæste forbi fotovogn – så tog politiet hans HELT nye kørekort
Helt konkret skal Polestar 6 bygges på en platform af aluminium. Mærket fortæller, at bilen udstyres med en hardtop. Drivlinjen vil bilen dele med den ligeledes kommende GT, Polestar 5. Det betyder 884 hestekræfter og 900 Nm. Det giver en 0-100 km/t-tid på bare 3,2 sekunder. Topfarten? Den vil være elektronisk begrænset til 250 km/t.
Her indskyder vi lige, at søstermærket Volvo stopper ved 180 km/t i alle nye biler. Og sådan har det faktisk været siden 2020. Men altså ikke hos Polestar. Vil du have fingrene i den nye cabriolet? Så er det faktisk allerede muligt. Du skal bare smide 180.000 kr. i forudbestillingsgebyr først.