Det israelske batterifirma StoreDot, der er delvist ejet af Volvo og Polestar, lover at kunne bygge såkaldte 7C-batterier om få år. Det betyder en ladetid fra 20 til 80 procent på 6 minutter.
Er elbiler der, hvor de skal være i dag? Langt fra.
Der er stadig en masse udviklingspotentiale i batteripakkerne. For nylig har kinesiske BYD lovet såkaldte 6C-batterier allerede i år.
Kineserne siger, at det bliver muligt at lade batteripakken fra 10 til 80 procent på 10 minutter. Det sænker en anden kineser – nemlig Polestar/Volvo – til 6 minutter.
Det israelske firma StoreDot, der er delvist ejet af de kinesiske brands, mener således at være klar med 7C-batterier om ‘bare få år’. Hvis batteriet kommer, vil elbiler som den kommende Polestar 5 kunne lades op fra 10 til 80 procent på 6 minutter.
LÆS OGSÅ: Nils har lovet, han aldrig kører langt i en elbil igen
Israelerne med de delvist kinesiske ejere – Daimler AG er også inde over – siger, at teknologien er klar i 2028. I øvrigt samme år som Nissan mener at være klar med solid state-batterier. Noget der længe har været udråbt til den ‘helt store revolution inden for elbiler’. Læs mere om det her.
Batteriet, som StoreDot siger, de har under udvikling, vil kunne lades op 2.000 gange med minimalt slid. Desuden vil ladeeffekten være på 540 kW. Når det går stærkt i dag, er der 300 kW at hente i en såkaldt lynlader.
Men batteriproducenten mener at kunne mere end det. Allerede i år påstår firmaet, at de vil være klar med en batteripakke, der lader til 160 kilometers kørsel på 5 minutter. I 2026 vil man kunne kappe et minut af den samme tid for det samme antal kilometer, før det tager 3 minutter i 2028.
Det afgørende er den energitæthed i batteripakkerne, som StoreDot hævder at have fundet. For er der noget om det, vil firmaet både kunne bygge mindre og deraf lettere batterier.
– Normal cellekemi for elbiler er enten høj energi eller høj effektkapacitet. Vi har ændret reglerne med vores siliciumdominante anoder, da vi har udviklet langtidsholdbare celler med både høj energi og ekstrem hurtig opladning.
– Men for os er dette ikke kun et koncept skabt i et laboratorium. Vi vil udvikle det til noget, som er kommercielt bæredygtigt.
– En gennemprøvet løsning, der vil understøtte bilproducenternes CO2-emissionsmål og tidsperspektiver, siger Dan Corfas, der er produktdirektør hos StoreDot, i en pressemeddelelse.
Batterifirmaet har dog måske ikke så travlt, som deres egen tidslinje for 7C-batterierne giver udtryk for. Flere bilmærker har nemlig mindst lige så travlt med at finde bakgearet, når det kommer til lovede elbiler. Senest har General Motors sat målet ned med 100.000 elbiler. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!