Hvad sker der egentlig med de biler, som det danske politi siden 31. marts sidste år har taget fra vanvidsbilisterne?
Den seneste opgørelse over beslaglagte køretøjer er fra oktober måned sidste år. Og den viste, at politiet på det første halvår, hvor ordensmagten har kunnet tage både kørekort og bil fra vanvidsbilisterne, beslaglagde 510 køretøjer.
Men hvad sker der egentlig med de biler som beslaglægges? Vi ved, at hvis bilerne bliver endeligt konfiskeret af en dommer, skal de sælges. Hvordan kan du læse mere om her.
Men hvad sker før det? Det har TV2 Lorry bedt politiet om at svare på. Svaret kommer blandt andet fra Christian Berthelsen der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Indtil sager om vanvidskørsel er afgjort i retten – altså leveret tilbage til ejeren eller solgt på auktion – så er de beslaglagte køretøjer nemlig opbevaret rundt omkring hos politiet. Det er de enkelte politikredse, som har ansvaret for opbevaringen.
Nordsjællands Politi oplyser eksempelvis til TV-stationen, at man opbevarer de biler, man beslaglægger for vanvidskørsel, ‘et hemmeligt sted i kredsens område’.
Staten får ikke altid pengene
At de beslaglagte biler er de enkelte politikredses ansvar, betyder også at det er politiets ansvar at få bilerne på auktion, hvis det kommer til en konfiskation. Her fortæller TV2 Lorry, at mange politikredse allerede har aftaler med forskellige auktionhuse.
Og er en bil først konfiskeret, betragter politiet den som enhver anden form for hittegods uden ejer.
– Hver politikreds styrer selv, hvordan køretøjerne bliver sat på auktion. Mange af dem har lavet aftaler med auktionshuse, så køretøjerne kan blive vurderet og sat til den rette pris, siger Christian Bertelsen til TV2 Lorry.
Pengene fra salget af de konfiskerede biler går direkte i statskassen. Altså medmindre der er gæld i bilerne. Så tilfalder pengene fra salget den eller de personer, som har penge til gode. Det er i reglen banker.
Det er selvfølgelig langt fra sikkert, at salget indbringer alle de penge, banken har til gode, og så skylder vedkommende vanvidsbilist altså stadig penge. Også selvom vedkommende ikke længere har en bil.
Desuden er der sagsomkostninger forbundet med retssagen. Men det er en helt anden snak
Flere billeder: presse-fotos.dk