Porsche har kastet penge efter det konkurstruede batterifirma Varta AG for at sikre sig en produktion af batterier til hybridbiler.
For et par uger siden kunne Boosted fortælle, at batterifirmaet Varta AG kørte på konkursens rand på grund af en akut gældskrise. Men nu ser en lukning ud til at være afværget.
I hvert fald for den del af Varta som producerer batterier til forbrugerelektronik. Her har man nemlig også datterselskabet Varta V4Drive som Porsche er interesseret i.
Porsche og den nuværende majoritetsaktionær i Varta AG, Michael Tojner, har således indvilliget i gennem banklån at sikre batterifirmaet 100 millioner euro svarende til 746 millioner kroner.
Aftalen betyder, at driften i Varta AG er sikret frem til 2027. Dog skal tidligere kreditorer nedskrive deres krav med hele 60 procent, hvis redningsplanen skal gennemføres. Alle mindre aktionærer må vinke farvel til deres investeringer i det børsnoterede selskab.
LÆS OGSÅ: Fjerner katalysator – biler sviner lovligt 1.000 gange mere
– På trods af de nuværende økonomiske udfordringer har virksomheden et stort potentiale for at gøre Europas battericelleforskning og -produktion mere uafhængig af asiatiske leverandører.
– Det ønsker vi sammen med Porsche at bidrage til, siger medejer Michael Tojner ifølge avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.
At Porsche smider penge efter Varta AG er ikke helt tilfældigt. Virksomheden producerer nemlig den hybridpakke som den helt nye 911 GTS benytter sig af. Læs mere om den bil her.
Varta AG er langt fra det eneste firma med lommesmerter. I stort set hele bilindustrien er der i øjeblikket stor mangel på penge. Flere bilmærker er allerede bukket under. Senest er Fisker Inc.’s danske datterselskab lukket ned.
Men også underleverandører har det svært. BBS venter på 5. femte konkurs i virksomhedens historie, og hos kabineproducenten Recaro ser det mindst lige så sort ud.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!