Lærke Rønn skal køre Porsche GT4 RS med 500 hk i 2025 og er nu en del af Porsche Motorsports officielle talentprogram i Skandinavien
Lærke Rønn har netop taget et vigtigt skridt i sin motorsportskarriere. Den blot 18-årige racerkører skal i 2025 køre en Porsche GT4 RS med 500 hestekræfter og en topfart omkring 300 km/t.
Samtidig er hun blevet optaget i Porsche Motorsports talentprogram i Skandinavien.
Det betyder, at Porsche nu har blikket rettet mod vestjyden, der i den kommende sæson skal deltage i syv løb i Porsche Sprint Challenge Scandinavia. Serien køres i både Sverige, Norge og Danmark.
“Det er så fedt at komme med i puljen af talenter, for så ved jeg, at Porsche har opmærksomhed på mig som kører. Så jeg betragter det som et skulderklap,” fortæller Lærke Rønn.
Forberedelser til Porsche GT4 RS på højeste niveau
Træningen frem mod sæsonen er allerede i gang. Lærke Rønn har testet racerbilen både i Padborg og på Spa i Belgien. Og hun føler sig klar til at tage hul på det nye kapitel i sin karriere.
“Jeg føler, at jeg er forberedt på sæsonen. Jeg har lært bilen rigtig godt at kende, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang,” siger hun.
Med optagelsen i Porsches talentprogram får Lærke adgang til specialiseret træning og rådgivning. Hun forventer blandt andet sparring om forberedelse op til løbene og støtte til samarbejdet med sponsorer og presse.
Ifølge hende selv bliver det også muligt at deltage i et shootout med Porsche senere på året.
Første løb på svensk asfalt i maj
Sæsonen i Porsche Sprint Challenge Scandinavia starter den 24.-25. april med et Roll-out på Mantorp Park i Sverige. De første to løb bliver kørt på Anderstorp-banen den 9.-10. maj.
I år skal Lærke Rønn håndtere en bil med seks cylindre, 500 hk og acceleration fra 0 til 100 km/t på lidt over tre sekunder.
Det stiller store krav til både fysik og mental fokus, især for en kører, der stadig er teenager.
Porsche Sprint Challenge Scandinavia fungerer som et vigtigt trin på vej mod større løbsserier i Europa, og mange professionelle kørere har tidligere haft deres gennembrud her.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Skriv til os: boosted@boosted.dk