Der har været meget snak om, at Audi R8 lever på lånt tid. Men nu ser modellen ud til at overleve, selvom den bliver meget anderledes i forhold til det nuværende V10-monster.
Vi skal helt tilbage til 2006 for at finde Audis lancering af superbilen R8. Dengang for 15 år siden var det med 4,2-liters suge-V8’er, som senere fik selskab af en udgave med 5,2-liters V10-motor. Den motor er i øvrigt stadig på programmet i dag.
Faktisk som den eneste mulighed i R8. Men nu ser Audi ud til at have skiftet mening i flere henseender. Først forlod man V8-motoren i 2015. Så forlød det, at Audi helt ville indstille R8-produktionen, og nu gør begge ting comeback.
I hvert fald hvis man skal tro det seneste, som Auto Bild har at fortælle om sagen. En ny, tredje generation af R8’eren er ifølge det tyske medie nemlig på vej. Det bliver godt nok ikke med V10’eren, men top-Audi’en er omvendt heller ikke klar til at forlade forbrændingsmotoren.
Derfor udstyrer Audi den nye R8’er med en fire-liters V8’er. Den samme motor med dobbelte turboer som vi finder i alt fra Audi RS6 til Lamborghini Urus.
Auto Bild mener, at motoren i den kommende R8 vil yde omkring 700 hestekræfter, fordi tyskerne hjælper den på vej med en eller anden form for hybridpakke.
Den lander lige om lidt
Herefter er det små med detaljer. Men vi skal faktisk ikke vente så længe på at høre nyt. For mediet mener, at Audi allerede i 2023 vil løfte sløret for den næste R8, som ifølge rygterne også kommer som ren elbil.
Det tætteste, vi i øvrigt kommer på en elektrisk R8 lige pt., er R8 e-tron. En bil Audi forlangte én million euro for. Hvilket nok er meget af forklaringen på, hvorfor tyskerne solgte færre end 100 eksemplarer.
Det skal da også lige nævnes, at historierne om en tredje R8-generation har cirkuleret i nogle år efterhånden. Audi har indtil videre nægtet at sige noget om det.