Rusland forsøger at slå igen mod de sanktioner, som er blevet lagt ned over landet efter invasionen i Ukraine. Det betyder blandt andet, at det eksporten af biler forbydes.
Ifølge det statslige, russiske nyhedsbureau TASS har staten forbudt eksporten af en række vare. Herunder biler. BBC News skriver, at det russiske eksportforbud er rettet mod 48 lande, som staten mener ‘har udført fjendtlige handlinger mod Rusland’. Samtlige EU-lande er på listen.
Eksportforbudet har allerede haft effekt. Til Carscoops fortæller Stellantis, at koncernen har stoppet sin russiske im-og eksport. Et slag for koncernen der i den vestrussiske by Kaluga producerer varevognene Citroёn Jumpy, Peugeot Expert og Opel Vivaro. Biler hvis eksport skulle aflaste Sevel Sud-fabrikken i Italien, som er den største varevognsfabrik i Europa.
Kia og Hyundai har også fabrikker i Rusland. Men rammes ikke direkte af eksportforbuddet, fordi man allerede inden havde besluttet at sætte produktionen i stå. Renault, som gennem AutoVAZ ejer Rusland største bilproducent Lada, er også ramt. Men den fabrik ligger i forvejen stille på grund af forsyningsproblemer.