Ukraines førstedame Olena Zelenska er i russiske medier blevet omtalt som køber af en Bugatti Tourbillion. Men nyheden, der er bragt i flere medier, er løgn.
Russiske medier har i den seneste uge påstået, at Ukraines præsidentfrue Olena Zelenska er blandt de bare 250 personer i hele verden, som har købt sig til en Bugatti Tourbillon.
Men nyheden, der er blevet bragt i flere russiske medier, er løgn fra ende til anden.
– Man kan tydeligt se, hvordan det er manipuleret, siger Clement Briens, der er datasikkerhedsekspert, til det amerikanske medie CNN.
Bugatti-forhandleren i Paris har desuden udsendt en pressemeddelelse, som er delt via det sociale medie Instagram, hvori man afviser historien.
LÆS OGSÅ: Elbil kostede 3 millioner kr. – nu er lille bilmærke konkurs
De russiske medier har med videoer af en påstået Bugatti-sælger. Ligesom der er dukket en ‘faktura’ op, som angiveligt viser, at Olena Zelenska har betalt 4,4 millioner (formentlig euro, red.) for at få leveret en Tourbillon den 31. marts 2026.
Bilen skal præsidentfruen have bestilt den 7. juni, hvilket betyder, at hun har mulighed for at lave de absolut sidste ændringer på bilen 22. oktober i år. Men det hele er en løgn fabrikeret med kunstig intelligens.
Det danske medie TjekDet.dk, som tidligere har kritiseret Boosted for at viderebringe Rowan Atkinsons holdning til elbiler, hævder ligeledes, at Bugatti har afkræftet historien over for dem.
Noget, der til gengæld er rigtigt nok, er, at Bugattis tidligere ejere faktisk ville have lavet mærket om til et elbil-brand. Men som Boosted allerede i 2022 kunne fortælle, fik Mate Rimac sin vilje, sådan at de planer blev skrottet igen. Læs mere om det her.
Det er også rigtigt nok, at navnet på den nye Bugatti lagde Googles algoritmer ned. Tourbillon er nemlig ikke bare navnet på en bil med 1.800 hestekræfter. Det er også en bestanddel i meget fine ure.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!