Den professionelle driftkører Ryan Tuerck har brugt de sidste 18 måneder på at bygge sig et monster af en Toyota Supra.
Du kender ham måske som manden, der lagde en Ferrari-V8’er ned mellem forhjulene på en Toyota GT86. Men Ryan Tuerck kan mere end det.
Også selvom han har en forkærlighed for det japanske mærke. Hans seneste projekt er således også en Toyota, men den er vokset lidt og hedder nu Supra. Det er dog under kølerhjelmen, at det for alvor er stukket af.
Her er der nemlig plads en V10-motor. Ja, en V10-motor. Helt præcist er valget faldet på en Judd GV4 V10. Navnet dækker over en fire-liters sugemotor, som engelske Engine Developments Ltd har produceret basisudgaven af i tæt på tre årtier allerede.
Bomstærk letvægter
Det var også den type motor, nogle Formel 1-hold brugte, da motorsportens kongeklasse senest havde ti cylindre. Og det er der mange gode grunde til. Selve konstruktionen vejer nemlig bare 145 kilo, den tager 11.000 omdrejninger i minuttet og skal første ‘genopbygges’, når den har kørt 3.200 kilometer – hvilket er meget langt i racerbilernes verden.
Noget andet er, at motoren er god for 750 hestekræfter. Altså i en bil som har fået udskiftet alle sine karosseridele med nogle i kulfiber.
I videoen herunder kan du høre, hvordan det lød, da Ryan og holdet bag bilen fik liv i V10’eren for første gang.