De begynder i det små. Men BMW’s ansatte bygger nu også brintbilen iX5.
Et af de helt store spørgsmål i bilindustrien lige nu, er hvad vi alle sammen skal køre på i fremtiden. Meget tyder på, at det ikke bliver benzin eller diesel. I hvert fald ikke det som laves på olie.
Måske den syntetiske slags. Eller hvad med brint? Meget tyder på, at BMW er villig til at give brintbilen mere end bare et forsøg. I denne uge satte tyskerne nemlig gang i produktionen af brintbilen iX5.
I første omgang i en mindre skala inden for murene hos udviklingsafdelingen. Her produceres de første udgaver af enhver ny BMW i øvrigt. På den måde er mærket sikre på, at fabrikken er klar til den større produktion.
– Brint er en meget alsidig energikilde, og det spiller en afgørende rolle på vores rejse mod co2-neutralitet, siger BMW’s bestyrelsesmedlem Frank Weber om den nye iX5.
iX5 skal bruges som forsøgskanin i udviklingen af fremtidige brintbiler. Men allerede nu kan Frank Weber fortælle, at man i produktionen af den brintdrevne SUV ikke skal bruge hverken sjældne grundstoffer som kobolt, nikkel eller lithium i batteripakken.
BMW sidder dog ikke alene med troen på brintbilen. Også Hyundai, Toyota og Honda mener det seriøst med brinten. Sidstnævnte fortalte i denne uge, at man vil lancere en brintbil i 2024.