Spørger man tyskeren, er det ingen tvivl, om hvem der har bukserne på i Haas-garagen.
Nico Hulkenberg har ikke siddet i en Formel 1-racer i 3 år. I hvert fald ikke sammenhængende hen over en hel sæson. Alligevel har den tyske Formel 1-veteran sat sin danske holdkammerat, Kevin Magnussen, til vægs i samtlige kvalifikationsrunder.
Dem har der foreløbig været tre af denne sæson. Og så er det altså på tide, at K-Mag finder de undskyldende gloser frem i Haas-garagen. Det mener den tidligere Formel 1-kører Ralf Schumacher i hvert fald.
Undskyldningen bør især falde efter, at Magnussen mødte barrieren i Australien, flækkede et fælg og måtte udgå på omgang 52.
– Hvis jeg havde gjort det, ville jeg have sagt undskyld til mit hold, fortæller Ralf Schumacher Sky Deutschland.
LÆS OGSÅ: Mekaniker får 4 mio kr. i bøde for ulovlig chiptuning
Den ligeledes tidligere Formel 1-kører Schumacher og Hulkenbergs landsmand Timo Glock er enig i den betragtning. Og ikke bare det. Glock mener, at Kevin Magnussen ‘bør stille sig selv et spørgsmål eller to’.
– Hulkenberg har helt styr på sin holdkammerat. Og jeg er helt sikker på, at Kevin Magnussen stille sig selv et spørgsmål eller to.
Både Ralf Schumacher og Timo Glock er desuden enige, om at Hulkenberg indtil videre har kørt sin 2023-sæson på en måde, så andre Formel 1-hold ikke kan undgå at lægge mærke til ham.