BMW er i fuld gang med testarbejdet på det, der skal blive til den næste 7-Serie. Bilen ser vi formentlig uden camouflage engang i 2023.
Et fjæs kun en mor kan elske? Det ligner grangiveligt, at det er den vej, BMW’s næste aftapning af flagskibet 7-Serien er på vej ned ad.
Vi må vente med den endelige dom, til tyskerne hiver camouflagen helt af bilen. Hvilket formentlig sker engang i 2023. Men allerede nu kan BMW ikke skjule bilens forlygte-design. Ja, det ser ud til at være todelt med en seperat LED-stribe til kørelyset.
Det er spionfotograferne hos Motor.es, som har spottet den spøjse detalje. Noget vi i forvejen havde på fornemmelsen, at bilen vil køre rundt med. Tilbage i oktober sidste år bragte vi her på Boosted nemlig billeder af, hvordan nogle bilentusiaster med photoshop-evnerne i orden forestiller sig, at den næste 7’er ser ud.