Man vil nok forvente, at en firedobbelt verdensmester i motorsportens kongeklasse vil være lodret imod fartgrænser på motorvejen. Men sådan har Sebastian Vettel det ikke.
Han lever selv af at køre op mod 340 kilometer i timen på alverdens racerbaner. Men når det kommer til hastigheden på den tyske autobahn, er især én ting indlysende for den firedobbelte Formel 1-verdensmester Sebastian Vettel.
I hans hjemland er man nødt til at få indført en hastighedsgrænse på motorvejene.
LÆS OGSÅ: Den frie hastighed på Autobahn er truet – igen…!
Faktisk mener Vettel, at det er en ‘no brainer’, at den frie hastighed skal være fortid i Tyskland. Altså hvis det reducerer landets samlede Co2-udledning og kan redde menneskeliv. Det fortæller Aston Martin-køreren i et interview med Auto Motor Sport.
Han mener, at Tyskland på den måde vil statuere et meget stærkt eksempel. Også i omverdens øjne.
– Det handler ikke om min personlige holdning. Det handler om at se det større billede. En hastighedsgrænse vil spare Tyskland for næsten to millioner ton Co2 om året, og det vil gøre vejene en lille smule sikrere, fortæller han og uddyber:
– Der sker ulykker i Tyskland, fordi vi ikke har nogen hastighedsgrænse. Og hvis det (at få en fartgrænse, red.) kan redde bare ét liv, vil det være det hele værd.