Bare fordi man er populær, betyder det ikke, at dampen kan holdes oppe. De store mærker lider også under, at europæerne vender ryggen til elbilen.
Det går skidt for elbilen i øjeblikket. I hvert fald, hvis man kigger ud over Danmarks grænser. Og sammenlignet med 2023 går det virkelig skidt.
Selv de mest populære elbiler oplever en tilbagegang. I top 5 på den samlede salgsliste fra alle 27 EU-lande er salget gået tilbage for fire af bilerne.
Og den bil, Volvo EX30, der ikke er gået tilbage, er så ny, at den slet ikke var på markedet i den måned, analysefirmaet Jato Dynamics har taget udgangspunkt i – nemlig juli 2023.
På et år er salget af elbiler faldet med samlet set 6 procent. Det svarer til et salg på 139.000 elbiler i hele juli 2024.
LÆS OGSÅ: Sker 1. januar 2025 – nu skal alle biler gennem dette syn
Tesla og Model Y holder stadig fast i førstepladsen, og det endda med pæn margin ned til den nye Volvo. Det selvom Teslas salg faktisk er gået 16 procent tilbage.
Det vidner om, hvilket vanvittigt 2023 det amerikanske bilmærke havde. Herhjemme betød rekordåret bl.a., at Tesla slog Opels 37 år gamle rekord. Læs mere om det her.
En ting er dog, hvad en Model Y kan trække af salg alene. For samlet set er der nu et mærke, der sælger bedre end Tesla i det hele taget. Det er godt nok et par få hundrede biler, men BMW sælger nu flere elbiler end Tesla.
Tilbagegangen kan dog ikke kun forklares med en vis mæthed blandt bilister. Flere europæiske lande er også begyndt at skære i eller helt droppe statsstøtten til elbiler. Senest har Holland meldt ud, at det fra 2025 er delvist slut. Læs mere om det her.
Desuden er især de elbiler, der bliver produceret og eller ejet af kinesiske koncerner, hårdt ramt af en ny straftold. En told som står til at blive permanent om bare en måneds tid.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!
Bilmærke- og model | Antal solgte biler i juli 2024 | Forskel fra juli i 2023 |
Tesla Model Y | 9.544 | – 16 procent |
Volvo EX30 | 6.573 | Ny |
Volkswagen ID.4 | 5.295 | – 40 procent |
Tesla Model 3 | 4.694 | – 17 procent |
Skoda Enyaq | 4.345 | – 27 procent |
BMW iX1 | 4.305 | + 25 procent |
BMW i4 | 4.198 | + 23 procent |
Audi Q4 | 3.979 | + 27 procent |
MG 4 | 3.966 | – 33 procent |
Cupra Born | 3.863 | + 4 procent |
Total | 139.244 | – 6 procent |