STADIG CUSTOM
Hvis vi springer ni år frem i tiden, arbejder Brian imponerende nok stadig med custom-biler, da han er pladesmed ved Falkevej Autolakering i Køge. Et sted, der efterhånden er lige så kendt for modificerede biler, som det var tilfældet med Future Carstyling i 00’erne.
Og her har Brian de senere år gået efter arbejdstid og puslet med sit eget lille projekt. Okay, ordet ’lille’ er ikke specielt velvalgt, for det her projekt er kæmpestort.
– Jeg har altid godt kunne lide A4’erens design, så jeg besluttede i 2011 at gå i krig med sådan en. Jeg fandt en model, der lignede et lig i København, og fik handlet den ned i pris. Jeg vidste jo, at jeg alligevel skulle hjem og skære den helt i stykker, så der var ingen grund til at give for meget for en pæn version, forklarer Brian.