Den populære Skoda Enyaq får både et facelift og et prishug af importøren, så den nu koster under 300.000 kroner i Danmark.
Skoda Enyaq, en af de mest populære elbiler i Danmark, lanceres nu i en ny version med en startpris på under 300.000 kroner. Prisnedsættelsen er en del af en større opdatering, der også inkluderer designændringer og forbedret teknologi.
Den nye Enyaq 60 kan erhverves for 299.995 kroner og har en rækkevidde på op til 430 kilometer (WLTP). Batteriet på 63 kWh kan lynlades på 24 minutter (10-80%) ved en ladestation med op til 165 kW DC.
– Skoda har medvind i Danmark, og med både den nye Elroq og nu også en ny Enyaq kan vi i år tilbyde danskerne et endnu stærkere modelprogram, siger Thomas Bruun, direktør for Škoda Danmark, i en pressemeddelelse.
En af de mest markante ændringer er introduktionen af “Tech-Deck Face”, en moderne fortolkning af Skodas traditionelle kølergrill. Den nye front er fladere og bredere, og ribberne er erstattet af en mørk overflade, der skjuler bilens sensorer.
Skoda-logoet er desuden blevet erstattet af bogstaver på fronten af bilen.
Standardudstyret i den nye Enyaq 60 inkluderer blandt andet Travel Assist med adaptiv fartpilot, Side Assist, el-bagklap, 3-zonet klimaanlæg, varme i rattet, nøglefri betjening, trådløs opladning af telefonen og anhængertrækforberedelse.
Enyaq fås også i versionerne 85 og 85x, der fortsætter med samme motorisering som tidligere. Priserne for disse modeller starter ved henholdsvis 349.995 kroner og 369.995 kroner.
Enyaq 85x har en elmotor på både for- og bagakslen, hvilket giver firehjulstræk og en anhængervægt på 1.200 kg. Rækkevidden for Enyaq 85 er op til 575 km (WLTP), mens Enyaq 85x har en rækkevidde på op til 539 km (WLTP).
For de, der ønsker et mere sportsligt udtryk, tilbydes Enyaq også i Sportline-versioner med priser fra 339.995 kroner. Sportline-modellerne har blandt andet sportsforsæder, 20″ alufælge og sorte detaljer på tagræling, frontspoiler og sidespejle.
Den nye Enyaq forventes at være tilgængelig hos danske forhandlere i starten af april. Senere på året lanceres en ny Enyaq RS.
Bemærk: Artiklen er baseret på en pressemeddelelse. Har du kommentarer til indholdet, bedes du kontakte den pågældende afsender.