Afeela 1, som Honda laver sammen med Sony, bliver en ekstrem dyr fornøjelse. Faktisk bliver den dyrere end Tesla Model S.
Hondas første elbil, Afeela 1, der er udviklet i samarbejde med Sony, forventes at blive dyrere end Tesla Model S. Prisen for basismodellen af Afeela 1 starter ved 89.900 dollars, hvilket svarer til cirka 638.000 kroner.
Til sammenligning starter Tesla Model S ved 79.990 dollars i USA. Eller – i dansk valuta – 579.000 kroner.
Afeela 1, som blev præsenteret for første gang for to år siden, er et resultat af et samarbejde mellem elektronikgiganten Sony og bilproducenten Honda, der begyndte i 2020.
Bilen forventes at komme i to forskellige udgaver. Ud over basismodellen vil der også være en version med mere udstyr til 102.900 dollars. I prisen for basismodellen er der inkluderet et treårigt abonnement til udvalgte funktioner.
Produktionen af Afeela 1 er planlagt til at foregå på en ny fabrik i Ohio. Salget af bilen vil i første omgang være begrænset til Californien, men forventes senere at udvides til resten af USA og Japan i 2026. Der er endnu ikke offentliggjort planer for eksport til andre lande.
– Sony Honda Mobility arbejder på at udvikle relationer med mennesker gennem intelligent mobilitet for at revolutionere rejseoplevelsen, siger Yasuhide Mizuno, bestyrelsesmedlem og administrerende direktør for Sony Honda Mobility Inc, i en pressemeddelelse.
Et centralt fokusområde for Afeela 1 er teknologien, der er udviklet under sloganet “autonomi, forstærkning, tilhørsforhold”. Bilen vil være udstyret med 40 sensorer, herunder kameraer, lidar, radar og ultralydssensorer, der registrerer og indsamler data fra omgivelserne. Disse data visualiseres på bilens skærm, der anvender Epic Games’ spilmotor.
Der er ikke frigivet detaljerede oplysninger om elbilens tekniske specifikationer, men Sony og Honda har angivet, at de sigter efter en rækkevidde på 300 miles, svarende til 482 kilometer.
Afeela 1 er altså en dyrere elbil end Tesla Model S. Men den byder til gengæld på avanceret teknologi og et fokus på brugeroplevelse. Om det er nok til at tiltrække købere, vil tiden vise.