Chefen for det hele hos Stellantis, Carlos Tavares, er godt sur over, at biler bygget i USA skal repareres, lige så snart de forlader samlebåndet.
Det kunne gå bedre for Stellantis i USA. Især på samlebåndene. Faktisk er kvaliteten ofte så ringe, at det har gjort chefen sur.
Koncernens administrerende direktør Carlos Tavares fortæller i et interview til Auto News, at han er træt af at se biler forlade samlebåndet blot for at blive bremset i den efterfølgende kvalitetskontrol.
For kvaliteten er der ofte slet ikke. I hvert fald ikke på samlebåndet. Bilerne – eksempelvis RAM 1500 – kan være ramt af problemer, i det øjeblik de forlader fabrikken.
Det er både dyrt og tidskrævende for Stellantis at rette op på, når den slags biler ikke er færdiggjort og problemfri.
LÆS OGSÅ: Clarkson havde den i et år – nu er sjælden Ford til salg
– Når du reparerer noget efter samlebåndet, kan du altid være sikker på, at det bare skaber et andet problem, lyder det fra Carlos Tavares.
I interviewet erkender den tidligere Renault-direktør, at nogle af fabrikkerne i USA ikke fungerer godt. Og at ‘det er noget, vi er nødt til at tale med underdirektørerne om’.
Indrømmelserne faldt over for en række journalister, efter at det er kommet frem, at den del af Stellantis indtjening, der giver overskud, er faldet med hele 48 procent i løbet af det første halvår af 2024.
Før det dårlige regnskab blev offentligt kendt, har Stellantis bilforhandlere – og især dem i USA – klaget over, at priserne på bilerne er for høje.
Desuden mener forhandlerne, at de ikke kan få de biler hjem, som kunderne efterspørger. Det selvom Stellantis har det højeste antal lagerbiler i hele USA.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her!