Der er en god nyhed. Storebæltsforbindelsen bliver gratis. Måske… men det sker først om 50 år. Måske.
Det vælter ind med støtte til en nordjydes borgerforslag om at gøre Storebæltsbroen gratis. Hos FDM giver man dog ikke meget for idéen. I hvert fald ikke før om 50 år. Ifølge organisationens afdelingschef Torben Lund Kudsk skal vi nemlig ikke forvente at se nogen dramatisk reduktion i prisen på turen over Storebælt.
– … i den politiske verden vil vi formentlig ikke se nogen markant reduktion i prisen, før Femern-forbindelsen engang er tilbagebetalt, siger afdelingschefen til Jyllands-Posten.
Det er da heller ikke mere end nogle uger siden, at det blev dyrere at køre over Storebæltsbroen. 1. januar i år blev prisen for at krydse bæltet nemlig sat op for visse bilister.