Som direktør for Stellantis var Carlos Tavares klar til at lukke adskillige af koncernens 14 bilmærker. Natten til mandag dansk tid gik han selv et år før tid.
Verdens fjerdestørste bilkoncern Stellantis meddelte i nat dansk tid, at man ‘accepterer’ direktør Carlos Tavares opsigelse, selvom den kommer et år før tid.
Beslutningen kommer efter en længere periode med faldende salg, store mængder usolgte biler og kritik fra både forhandlere og medarbejdere.
Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.
Carlos Tavares, 66, der har stået i spidsen for Stellantis siden koncernens dannelse i 2021, blev afsat efter uenigheder mellem ham og bestyrelsen.
Ifølge Henri de Castries, Stellantis’ senior uafhængige bestyrelsesmedlem, skyldtes fyringen meningsforskelle, som “resulterede i, at bestyrelsen og den administrerende direktør nåede frem til dagens beslutning.”
LÆS OGSÅ: Tyskland vil tvinge bilmærker til at hjælpe politiet
Stellantis, der tæller 14 bilmærker, herunder Citroën, Fiat, Peugeot, Opel, Chrysler og Jeep, står midt i store udfordringer. Salget er faldet markant, især i USA, hvor leverancerne af nye biler styrtdykkede med 36 procent i sidste kvartal.
Samtidig kæmper flere af de europæiske mærker som Fiat, Citroën og Peugeot med svigtende efterspørgsel. Fabrikker i Italien har i perioder været sat i stå, mens forhandlere har udtrykt utilfredshed overfor ledelsens håndtering.
John Elkann, Stellantis’ bestyrelsesformand, overtager midlertidigt ledelsen, mens der søges efter en permanent afløser. Elkann, der stammer fra Agnelli-familien bag Fiat, sætter i en pressemeddelelse ord på fyringen af Tavares.
– Vi vil gerne takke Carlos Tavares for hans mangeårige dedikerede service og den rolle, han har spillet i skabelsen af Stellantis, foruden de tidligere turnarounds af PSA og Opel, som gav os springbrættet til at blive en global leder i vores branche.
Stellantis har været presset på økonomien og har allerede udstedt to overskudsadvarsler i år. På trods af dette fastholder koncernen, at de forventer at opnå et overskud på 5,5 procent i 2024.
Inden sin afgang vakte Carlos Tavares opsigt ved at antyde, at Maserati, producenten af luksuriøse sportsvogne, kunne risikere lukning.
De kommende måneder forventes at blive afgørende for Stellantis, der skal navigere i en svær markedssituation, samtidig med at en ny administrerende direktør skal findes.
Hvor stort et gyldent håndtryk Carlos Tavares kan tage med sig fra direktør-stolen hos Stellantis. Tavares’ årsløn har dog også været stærkt omdiskuteret. For selvom Stellantis var i dyb krise, fik portugiseren 275 millioner kroner i løn hvert eneste år.
Nok til at gøre ham til en af de bedst-lønnede topchefer i hele bilindustrien. Tavares havde i øvrigt lovet at trække sig næste år, hvor hans kontrakt stod til at udløbe.