Bilister i Sverige kan få 10.000 kroner i hånden. Men så skal pengene også bruges på at købe en elbil efter skrotningen af en mindst 15 år gammel bil.
Sveriges regering vil have gang i en omstilling af svenskernes private vognpark.
Helt konkret foreslår regeringen at give samtlige bilister, der skrotter en mindst 15 år gammel bil (uanset type, red.), 10.000 svenske kroner, svarende til lige knap 6.500 danske kroner, til købet af en elbil.
Til gengæld spiller det ingen rolle, om elbilen er ny, brugt eller leaset. Det skriver Tidningen Näringslivet.
Den svenske regering regner dog ikke med, at det nye tilskud, hvis det bliver til noget, rykker ved noget som helst. Altså ikke på miljøfronten.
LÆS OGSÅ: Svensk by vil forbyde alle veteranbiler uden katalysator
Faldet i udledningen af CO2 er, siger regeringen, intet andet end minimalt. Svenskerne regner med at kunne spare 200.000 ton CO2 i forhold til, hvis de gamle biler fortsætter på vejene i to år mere.
Omvendt øger den reducerede brændstofafgift, som svenskerne også får glæde af næste år, CO2-udledningen med cirka 350.000 ton.
Bliver forslaget til noget, åbner den svenske statskasse sig desuden kun for privatbilister og kun i en begrænset periode, der forventes at begynde 15. august i år. Ordningen udløber i slutningen af 2025.
Sveriges regering siger, at man har øremærket en kvart milliard svenske kroner til ordningen, og at det er nok til 25.000 skrotninger om året. Ifølge den svenske Transportstyrelse skrottede 800 svenskere sidste år deres fossilbil for til gengæld at købe eller lease en elbil.
Svenskerne er ikke de eneste, der er forsøgt lokket ind i nyere med højere skrotpræmier. Også herhjemme er skrotpræmien ad flere omgange skruet midlertidigt i vejret. Der har dog aldrig været stillet krav, om at pengene skal bruges på elbiler.
Også i England vil man gerne af med de ældre biler. I Englands hovedstad London vil bystyret indføre en skrotpræmie på hele 17.000 kroner. Læs mere om det her.
Læs flere spændende nyheder fra og om bilernes verden lige her