De skal på et tidspunkt indføre det. For det siger EU. Men lige nu har Sverige ingen planer om det digitale kørekort, som stammer fra Danmark.
Det var i Danmark, at det digitale kørekort først vandt frem. Men i Sverige bliver det et nej tak.
Men selvom EU synes, idéen er så god, at den skal gøres til lov i alle medlemslande, siger svenskerne nej. I hvert fald foreløbig.
For selvom det svenske kørekort for første gang i otte år rent faktisk skal laves om, og Norge ligesom Island og England enten har eller får et digitalt kørekort, tøver man i Sverige.
Det bekræfter kørekortafdelingen i Sveriges “Transportstyrelsen” over for Vi Bilägere.
– På nuværende tidspunkt er der ingen konkrete planer om at påbegynde arbejdet med at udvikle et svensk digitalt kørekort, siger Ted Snölilja, stabsefterforsker ved Transportstyrelsens kørekortafdeling, til mediet.
Digitalt kørekort skal ikke til Sverige
Snölilja er dog bekendt med, at der formentlig kommer et krav fra EU. Og til den tid skal svenskerne altså følge det danske eksempel. Om de vil det eller ej.
Årsagen til, at der ikke indføres noget digitalt kørekort i Sverige, er derfor heller ikke noget særligt had til danske forhold. Men mere det, at svenskerne ikke gider spilde pengene.
Dem vil man først bruge, når EU har bestemt sig for, hvordan et eventuelt fælles, digitalt kørekort skal se ud i alle medlemslande.
– Årsagen er, at vi i Transportstyrelsen har valgt ikke at prioritere udviklingen af et digitalt kørekort. Vi venter i øjeblikket på, at EU-reglerne bliver besluttet, lyder det fra Transportstyrelsen.
Det digitale kørekort, der har sine rødder i Danmark, er dog ikke det eneste, EU er på vej med. I Bruxelles har man nemlig ikke rørt ved kørekortområdet siden 2006.
EU lægger derfor op til at følge endnu en dansk regel – nemlig den der straffer vanvidsbilister.
Helt konkret foreslår EU, at man ikke skal kunne køre bil i et andet land, hvis man i første omgang må aflevere det på grund af en ‘alvorlig trafikforseelse’, såsom vanvidskørsel.
EU foreslog også at forbyde de yngste bilister at køre bil. Det forslag var dog allerede, inden det kom på forhandlingsbordet, så upopulært, at det blev trukket tilbage igen. Læs mere om det her.
Til gengæld mener EU, at der er så hårdt brug for flere i chaufførbranchen, at man vil tillade bilister helt ned til 17 år at køre lastbil.
Tak fordi du læste med. Har du set en fejl i artiklen? Så skriv til os: bj@boosted.dk