Ikke mange af os kunne finde på det, men Terry Newton har gjort det – fået sygt mange hestekræfter ud af en Ford Escort varevogn.
Da der var noget, der hed Ford Escort, spyttede Ford i Europa alt fra sedaner til stationcars og varevogns-udgaver af samlebåndet.
Og nogle af dem lever endnu. Ta’ nu engelske Terry Newtons eksemplar. Den hvide varevogn er næsten så langt fra fabriksopgivelserne, som vi kan komme.
Når vi ikke er helt væk fra fabrikken, er det fordi, bilen faktisk ligner noget, der godt kunne være trillet ud fra fabrikken. Hvis vi lige ser bort fra de enorme slicksdæk på forakslen.
LÆS OGSÅ: I 1990’erne overvejede Mercedes en 8-liters W18-motor
Men under hjelmen ligger noget helt, helt andet end 1,3-liters benziner eller en 1,8-liters dieselhakker for den sags skyld.
Varevognen her har en 2,1-liters Zectec-motor tilsat turbotryk og en MS3-motorstyring. Resultatet? 670 hestekræfter. Nok til en personlig bedste tid 10,8 sekunder på dragsterbanen Santa Pod Raceway i England.