Det er snart syv år siden, Tesla løftede sløret for den næste Roadster. Siden er der bare ikke sket noget.
Ifølge den kontroversielle direktør, Elon Musk, er den næste Tesla Roadster stadig en bil, der bliver til noget.
Og ikke bare det. Den bliver vanvittig hurtig. Det fortæller Elon Musk på sit eget sociale medie “X” – det tidligere Twitter.
Her skriver han om Teslas nye Roadster, at ‘der aldrig vil være en anden bil i stil med den’. Samtidig sår Musk tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan kalde Roadster for en bil.
Tesla-direktøren supplerer med, at designet af bilen nu er færdiggjort, og at man vil kunne se den i produktion i ‘slutningen af i år’. Altså inden 2025, hvor de første kunder vil få deres biler leveret.
LÆS OGSÅ: Bilmærker bakker op om EU-forbud mod biler fra 2035
På de seks år, der er gået, siden Tesla første gang talte om en ny Roadster, er der sket lidt med præstationerne. I hvert fald, hvis Elon Musk har ret.
Dengang i 2017 sagde Tesla, at den nye Roadster ville kunne køre fra 0-96 km/t (0-60 miles i timen, red.) på 1,9 sekunder. Den ville kunne køre en quarter mile på 8,8 sekunder og ramme en tophastighed over 402 km/t.
Alligevel vil den samme bil kunne klare at køre op mod 620 miles – lige knap 1.000 kilometer – på én enkelt opladning.