Først gik mærkets svenske mekanikere i protest i strejke. Nu kan mærket heller ikke få leveret post i Sverige.
Tesla i Sverige har det slemt. Fagforeningen IF Metall forsøger nemlig at gøre helvede hedt for Elon Musk og Co.
Den 27. oktober nedlagde Teslas svenske mekanikere arbejdet, og en sympatistrejke i en række svenske havne har nu bredt sig til hele landet.
Strejken rammer kun Tesla. Men det betyder, at mærket ikke kan få nye biler ind i landet. Samtidig stopper alt reparations- og vedligeholdelsesarbejde på mærkets supercharger-netværk af ladestandere fredag i denne uge.
Strejken breder sig dog til mere end det. Og fra tirsdag i næste uge vil Tesla i Sverige ikke kunne få leveret post.
LÆS OGSÅ: Bilmærker stopper produktionen af elbiler for 2. måned i træk
Det skriver finansmediet Bloomberg.
Strejken rammer bilmærket, fordi IF Metall er stærkt utilfreds med, at Tesla i Sverige ikke vil indgå overenskomst på svenske vilkår.
Mærkets administerende direktør, der også er verdens rigeste mand, Elon Musk, har tidligere sagt, at han er imod enhver form for fagforenings-organisering.
Noget der bl.a har betydet, at Tesla har rykket produktion fra Californien til Texas, hvor den lokale delstats-regeringen går mindre op i den slags.