Teslas salg styrtdykker på Europas største bilmarked. Amerikanerne solgte bare 1.277 biler i Tyskland i løbet af januar. Det er et fald på 59 procent.
Teslas salg i Tyskland styrtdykker, viser de seneste tal.
Set i forhold til januar 2024 er Teslas salg samlet set skrumpet med 59 procent på det, der er Europas største bilmarked.
Det skriver Tagesschau.
Det faldende salg kan der være flere forklaringer på. Tyskerne holder måske igen, fordi de venter på lanceringen af den nye Model Y.
En mangel på statsstøtte fra den tyske regering kan også være grund til kollapset. Tesla har dog ikke selv villet forholde sig til faldet på nuværende tidspunkt.
Samlet set er det tyske bilsalg da også gået tilbage. Ifølge tal fra det tyske svar på Færdselsstyrelsen, KBA, gik markedet tilbage med 2,8 procent i forhold til januar 2024.
Det svarer til, at tyskerne i januar 2025 købte 207.640 nye biler.
Benzinbilerne gik tilbage med 23,7 procent, mens dieselbilerne faldt med 19,5 procent. Til gengæld gik både hybrider af den ene og den anden art frem. Og det med sammenlagt 38,8 procent.
Den største vinder er dog elbilerne, der på papiret buldrede frem med 53,5 procent. Det skyldes dog formentlig, at bilmærkerne har trukket indregistreringerne i langdrag for at få deres produktion til at se bedre ud.
Fra og med 1. januar 2025 skal bilmærkerne nemlig forholde sig til store bøder, hvis ikke de bygger elbiler nok.
At elbilerne går frem er da heller ikke et udtryk for, at det går godt i Tyskland. Faktisk mener konsulentfirmaet EY, at ‘det tyske nybilsmarked er relativt svagt’.
Læs flere artikler efter annoncerne: