Topfart på 305 km/t
Ved siden af startknappen kan jeg vælge mellem fire køreindstillinger: ‘Strada’, ‘Sport’, ‘Corsa’ og ‘Neve’, som er et sneprogram. Det vil nok være det, som passer bedst til denne testkørsel, men jeg kan ikke dy mig for at sætte den direkte over i ‘Corsa’ og sætte gearkassen i manuel.
Her spænder Urus korsettet op og gør sig klar til at yde sit allerbedste. Den åbner også ventilerne i udstødningen, hvilket ændrer bilens karakter fra at være en blid cruiser til at lyde som en snerrende sportsvogn.
LÆS OGSÅ: Kommunen nægtede Eric en garage – sådan snød han dem alligevel
Lyden kommer fra en 4-liters V8 med biturbo. I Urus yder den 650 hk og 850 Nm. På trods af, at bilen slæber på 2,2 ton, sidder jeg på intet tidspunkt og savner kræfter. 0-100 km/t på 3,5 sek. vil ydmyge de fleste sportsvogne, og holder jeg på, ville jeg nå 200 km/t på blot 12,8 sekunder.
Jeg er ikke i tvivl om, at den officielle topfart på 305 km/t er mulig.
En dyr eftermiddag
Efter en hel dag i selskab med Urus er det tid til at aflevere den igen hos Lamborghini Copenhagen. Som tak for lån smider jeg lige en omgang 100 oktan fra Shell i tanken. Jeg må kigge en ekstra gang på tankstanderen, som afslører, at jeg har hældt 53,4 liter benzin på.
Triptælleren fortæller, at jeg har kørt 223 km denne eftermiddag, hvilket vil sige 4,2 km/l i snit. Det er omtrent halvt så langt, som Lamborghini har opgivet.
Retfærdigvis skal det siges, at jeg på ingen måde gik efter at køre så langt på literen som muligt – nærmere tværtimod. Med Urus sat i ‘Corsa’ er det nemlig en bil, der skriger på at få nogle stryg – og den belønner dig for det.
Men så snart du har samlet familien op og vil tage det stille og roligt, sættes den i ‘Strada’, som transformerer den fra en super-SUV til en godmodig familie-SUV til hverdagsbrug.